Mariagerfjord Frikirke, Gl. Hobrovej 5c, 9550 Mariager - Tlf: 9854 1716 - E-mail:Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Mariagerfjord Frikirke åbner kirke i Hobro


kaas medborgerhuset hobroMariagerfjord Frikirke, der har en 60-årig historie i Mariager, har ved årsskiftet udvidet sit virke til også at have gudstjenester i Hobro. I første omgang kommer gudstjenesterne til at foregå i lånte lokaler – nemlig i Hobro Medborgerhus.
Kirkens præst, Henrik Kaas, fortæller, at dette er helt i tråd med kirkens vision, som er at være frikirke for hele Mariagerfjord Kommune med aktiviteter i flere af kommunens byer.
- At være et kirke- og kulturtilbud til hele Mariagerfjord Kommune og ikke kun til borgerne i Mariager, var også en af begrundelserne for, at vi for snart 10 år siden skiftede navn fra Pinsekirken i Mariager til Mariagerfjord Frikirke, fortæller Henrik Kaas.

På trods af navneskiftet er Mariagerfjord Frikirke fortsat i netværk med landets pinsekirker og mange øvrige frikirker. Dermed har kirken også været i netværk med pinsekirken Connect i Hobro, og flere gange har lederne af de to kirker talt og drømt om at kunne gøre noget større sammen.
Planerne tog så for alvor fart i 2016, da Connect med kirkens præst, Claus Hermansen, i spidsen besluttede at nedlægge sig selv med det formål at gå ind i noget større.
- Vi tror på, at det nu er den rette timing til at starte Mariagerfjord Frikirke Hobro, siger Henrik Kaas.

Beslutningen om at udvide aktiviteterne til Hobro er truffet i et enigt menighedsråd i Mariagerfjord Frikirke og der er stor opbakning blandt kirkens medlemmer.
Således har en gruppe forpligtet sig til sammen med hobroborgere fra den tidligere Connect-kirke at støtte den nystartede kirke.
- Det er vigtigt for os at få fælles DNA, hjerte og vision. Vi ønsker at være én kirke med aktiviteter i flere lokalområder, fastslår Henrik Kaas, der kommer til at stå i spidsen for begge Mariagerfjord Frikirkes afdelinger.

Gudstjenesterne i Hobro vil ligge søndag kl. 14.00, mens de i Mariager fortsat ligger kl. 10.30. Den første søndag i hver måned vil der være en såkaldt Supersøndag med fælles morgenmad og gudstjeneste i Mariager kl. 10.30.
- Det er et spændende nyt kapitel i Mariagerfjord Frikirkes historie, og vi tror på, vi kan være til at bringe liv og glæde til borgerne i Hobro og omegn med forkyndelsen af verdens bedste budskab og ved at engagere os i socialt arbejde, hvor der er behov, erklærer Henrik Kaas.

Helbredelsesgudstjeneste med Hans Berntsen

Hans Berntsen annonce 2016

 

'Miraklernes tid er forbi', hører man til tider sagt. Sjældent er det dog sagt af deltagere på Hans Berntsens møder. I mere end 25 år har tusindvis af mennesker forundret forladt hans møder med vidnesbyrdet om mirakelhelbredelser, enten deres egen eller andres.

For dem, der endnu har til gode at se med egne øjne eller mærke på egen krop, er der nu en mulighed, når Hans Berntsen er inviteret til gudstjeneste i Mariagerfjord Frikirke.

Hans Berntsen siger: "Det er fantastisk at få lov til at være med til at formidle Guds kraft til mennesker", siger han. "Både kraft til helbredelse, men først og fremmest til et nyt liv med Jesus. Til at man kan få et livsfundament, hvor man kan finde fred, så man ikke behøver blive blæst omkuld, hver gang der sker noget. Jeg lover ikke, at man ikke vil møde problemer, men at man kan få noget indeni, der hjælper i omstændighederne."

Og det tilbud har rigtig mange taget imod. Over 50.000 mennesker har gennem årene taget i mod Jesus ved Hans Berntsens møder i Danmark og i udlandet. Og selvom ikke alle bliver helbredt, har miraklerne fulgt ham overalt.

Læs mere om Hans Berntsen på www.missiondanmark.dk og følg ham på Facebook.