Mariagerfjord Frikirke, Gl. Hobrovej 5c, 9550 Mariager - Tlf: 9854 1716 - E-mail:Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Organisation

Vedtægter for Mariagerfjord Frikirke

§ 1 Navn og hjemsted

Menighedens navn er Mariagerfjord Frikirke.

Menighedens hjemsted er Mariagerfjord Kommune. Menigheden er i forhold til andre menigheder og organisationer helt og fuldt suveræn og er tilknyttet sammenslutningen af danske pinsekirker og medlem af Frikirkenet.


§2 Formål

Menighedens formål er at være en tidssvarende evangelikal og karismatisk kirke med Det Nye Testamentes værdier som forbillede, hvor Jesus Kristus forkyndes, opleves og ophøjes.


§3 Medlemmer

Stk. 1 Som medlem af menigheden kan optages personer, der er kommet til tro på Kristus, efterfølgende er døbt og som vil bidrage til at opfylde menighedens formål og vision. Medlemsadministrationen varetages af kirkens administration, der fører et medlemskartotek.

Stk. 2 Menighedsrådet har den endelige afgørelse m.h.t. medlemsoptagelse og ekskludering.

Stk. 3 Et medlem kan til enhver tid ved skriftlig henvendelse til kirkens kontor melde sig ud af kirken eller begære sit medlemskab overflyttet til en anden kirke.


§4 Ejendomsret

Menighedens ejendele tilhører menigheden som juridisk person. Det enkelte medlem har ingen ejendomsret over noget, som tilhører menigheden.


§5 Økonomiske forpligtelser

Menighedens formue hæfter ikke for medlemmernes forpligtelser. Der påhviler ikke menighedens medlemmer nogen personlig hæftelse for menighedens forpligtelser.


§6 Menighedsmødet

Stk. 1 Menighedsmødet er i menighedens anliggender menighedens øverste myndighed inden for de af vedtægterne fastsatte grænser.

Stk. 2 Menighedens anliggender behandles på menighedsmøder, som skal bekendtgøres offentligt med mindst fjorten dages varsel på mindst én forudgående søndagsgudstjeneste. Der afholdes menighedsmøde ca. hver tredje måned. Ethvert menighedsmøde, som er således bekendtgjort, er beslutningsdygtigt.

Stk. 3 Enhver sag, som lægges frem for menigheden på et menighedsmøde, skal først fremlægges for menighedsrådet på det menighedsrådsmøde, som forbereder menighedsmødet. Menighedsrådet afgør, om sagen er tjenlig til at fremlægge til drøftelse i menigheden.

Stk. 4 Beslutninger på menighedsmødet afgøres ved almindeligt flertal af de tilstedeværende. Afstemninger kan være skriftlige i væsentlige sager såsom ved køb og salg af fast ejendom og ved ansættelser.

Stk. 5 Kun medlemmer af Mariagerfjord Frikirke har stemmeret.

Stk. 6 Menighedsmødet ledes af et medlem af menighedsrådet.

Stk. 7 På menighedsmødet skal der føres en protokol, hvor alle beslutninger optegnes. Denne protokol, eller en bekræftet udskrift heraf, danner fuldt gyldigt juridisk bevis over for tredjemand, såvel som over for menighedens egne medlemmer. Protokollen underskrives af protokolsekretæren og mødelederen.

Stk. 8 I januar kvartal afholdes et menighedsmøde, hvor menighedsrådet fremlægger et revideret årsregnskab til godkendelse. På dette møde skal der vælges revisor samt protokolsekretær og protokolsekretærsuppleant.


§7 Menighedsrådet

Stk. 1 Menigheden ledes af et menighedsråd med forstanderen som formand. Menighedsrådet består af minimum 5 personer.

Stk. 2 Ny forstander eller nye medlemmer af menighedsrådet indstilles af det siddende menighedsråd. Der orienteres på et menighedsmøde om indstillingen. Hvis der i perioden indtil det næste menighedsmøde ikke kommer væsentlige indsigelser, fremlægges kandidaten for menigheden til godkendelse på dette menighedsmøde. Godkendelse kræver, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for.

Stk. 3 Menighedsrådets konstituering, organisering og arbejdsgang fremgår af rådets forretningsorden.

Stk. 4 Et menighedsrådsmøde er beslutningsdygtigt, når flertallet af medlemmerne er til stede.


§8 Tegningsret

Stk. 1 Menighedsrådets formand eller næstformand i forening med et af menighedsrådets øvrige medlemmer har mandat til at underskrive dokumenter på menighedens vegne.

Stk. 2 Køb, salg og pantsætning af fast ejendom kan kun ske efter godkendelse på to på hinanden følgende menighedsmøder

Stk. 3 Låneoptagelse og kautionsforpligtelser kan alene ske inden for en af menigheden på et menighedsmøde vedtagen låneramme, henholdsvis på grundlag af en af menigheden i samme forum vedtagen kautionsforpligtelse.

§9 Regnskab og revision

Stk. 1 Menighedens regnskab følger kalenderåret

Stk. 2 Regnskaberne skal revideres af registreret eller statsautoriseret revisor én gang om året. Revisor vælges på menighedsmødet i januar kvartal.


§10 Deling eller opløsning af menigheden

Stk. 1 Hvis en del af menigheden udskiller sig fra Mariagerfjord Frikirke, har den ingen krav på menighedens ejendele.

Stk. 2 Opløsning af Mariagerfjord Frikirke kan kun finde sted, efter at en beslutning herom er taget på to ekstraordinære menighedsmøder, der afholdes med mindst én måneds mellemrum, og som er indvarslet på lovlig vis med forslag om opløsning på dagsordenen.

Stk. 3 Beslutning om opløsning kræver, at 2/3 af de fremmødte medlemmer på hvert af de nævnte menighedsmøder stemmer for en opløsning.

Menighedens likvidationsprovenu eller overskud ved opløsning skal tilfalde en anden forening eller kristen, kirkelig organisation, som er hjemmehørende her i landet eller i et andet EU/EØS‐land og har et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål. Beslutningen om anvendelse af likvidationsprovenu eller overskud ved opløsning sker efter menighedsrådets indstilling og ved simpelt flertal på et af de to menighedsmøder.


§11 Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægter kan ske ved simpelt flertal på to på hinanden følgende menighedsmøder, med undtagelse af §10 som skal godkendes med 2/3 flertal. Ændringsforslag og dato skal være bekendtgjort mindst fjorten dage før.


Menighedslrådet
i Mariagerfjord Frikirke består i 2016 af:

Henrik Kaas, forstander og præst
Solfrid Bracher
Anette Nielsen
Leif Petterson
Allan Egebjerg Mads