Mariagerfjord Frikirke, Gl. Hobrovej 5c, 9550 Mariager - Tlf: 9854 1716 - E-mail:Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Historie

Mariagerfjord Frikirke er en pinsekirke.
Pinsebevægelsen startede som en åndelig vækkelse for ca. 100 år siden. Et af knudepunkterne var Los Angeles, hvor medlemmerne af en lille metodiskkirke i 1906 efter mange ugers bøn oplevede en påfyldning af Gud og begyndte at ”tale i tunger”. Det havde klare associationer til det, der ifølge Bibelen skete på pinsedag, hvor disciplene oplevede, hvad der bedst kan beskrives som en påfyldning af Helligånden. Derfor blev vækkelsen i Los Angeles kaldt ”pinsevækkelsen”, og det har siden hængt ved, selv om bevægelsen, der ikke kunne rummes i den etablerede kirke, har dannet mange kirkeretninger. I dag regner man med, at over 525 mio. er præget af pinsevækkelsen, dvs. 28 % af alle verdens kristne.

525 millioner på verdensplan
Bevægelsen kan opdeles i 3 kategorier: klassiske pinsefolk, der hurtigt dannede egne kirker ud fra den nævnte vækkelse (65 mio.), ”karismatiske” kristne fra stort set alle andre kirkesamfund, som fik fornyet fokus på Helligånden omkring 1970 (175 mio.), og neo-pentekostale, dvs. endnu en ”bølge” af fornyelse, især blandt protestantiske kirkesamfund (296 mio.)

Pinsevækkelsens Højskole grundlægges i Mariager
Da den danske pinsebevægelse i 1950erne besluttede at etablere en kristen højskole, undersøgte man mulighederne rundt om i landet, og valget faldt på Mariager. Kommunen skænkede en grund med den skønneste udsigt over by og fjord. Harald Rich blev højskolens første forstander og stod i spidsen for byggeriet, der startede med grundstensnedlæggelse i september 1954. Højskolen var klar til indvielse d. 22. oktober 1955.  

Den 3. november 1955 startede det første hold elever. Man startede desuden i sommeren 1956 en 5 måneders ungdomsskole, det der i vore dage hedder efterskole.

Pinsemenighed i Mariager
De første årtier udgjorde højskolens lærere og elever pinsemenigheden i Mariager med højskoleforstander Harald Rich som menighedsforstander. Siden etableredes menigheden uafhængigt af højskolen. Med grundlæggelsen af de kristne skoler Mariager Efterskole (tidligere Pinsevækkelsens Efterskole) i 1981 og siden efterskolerne Frydensberg i 1989 og Alterna i 1990 skete der en tilflytning til Mariager af mennesker, som efterspurgte en menighed som et åndeligt hjem og kristent fællesskab. Samtidig voksede andelen af menighedsmedlemmer, der ikke havde tilknytning til højskolen eller efterskolerne.

Den ’nye’ menighed etableredes i 1981. Nedenfor ses præsterne, som har ledet og betjent menigheden op til i dag:

Jarle Tangstad, 1981 - 1987
Paul Conrad, 1987  - 1994
Bent Hald Larsen, 1998 – 2005
Poul Henning Krog, 1999 – 2004
Henrik Kaas, 2004 –
Peter Senholt, 2006 –2011
Simon Linde, 2014 - 16

Kirke på Fruensgaards Plads
I 1989 flyttede menigheden sine aktiviteter fra lånte lokaler på høj- og efterskole til lejede lokaler på Fruensgaards Plads. Her var en kirkesal med 225 siddepladser, cafélokale, kontorer og grupperum til børne- og ungdomsarbejdet. Kort efter årtusindskiftet måtte man konstatere, at de fysiske rammer var blevet for trange. Der var ikke plads til aktiviteterne og slet ikke til de nye tiltag. 

Nybygget kirke på Gl. Hobrovej
En multifunktions-kirke i byens udkant –til glæde for såvel menigheden som beboerne i Mariager og opland - blev indviet i april 2010.